Hawaii del 2; Kauai

Ja, det er ved at være lidt længe siden, så her kommer der nogen pæne billeder fra Kauai. Kauai er en af de ældste øer i Hawaii øgruppen og også en af de mindst turistede og beboede. På Kauai har de noget af den mest spektakulære natur på hele Hawaii, øen kaldes også 'the garden island' og det forståer man godt, alt kan gro her, hvilket både er en gave, men også en plage, da alt importeret flora går amok og konkurrerer med den lokale flora. Men grønt kræver vand, og det er der også rigeligt af på Kauai, det er nok det vådeste sted i USA og et af de vådeste i verden, med andre ord, så regner det hver dag på den grønne del af øen, men ingen regnbuer uden regn.
Den første dag hvor vi landede brugte vi på at få diverse tilladelser til nationalparker iorden, og belært af den ofentlige transport på Hawaii lejede vi også en bil. Busserne på Kauai skulle være endnu værre end på Hawaii og med kun 3 nætter ville vi ikke risikere at sidder fast i et eller andet hul i flere dage.
Plan snedig var at gå den vandretur der hedder kalalau trail langs Na Pali kysten. Det skulle være en af de smukkeste vandreture i verden, men også en meget tricky en af slagsen. Anyway, med alle tilladelser i orden kørte vi op på nordkysten hvorfra vandreturen starter, slog vores telt op, drak nogen øl, og gik iseng.
Og hvad sker der så? kl 05 om morgenen bliver vi vækket af en parkinspektør der siger at pladsen er lukket og om vi overhovedet har en tilladelse. Hvad er nu det, og så er gode dyr rådne, for selvfølgelig har vi ikke det, det var jo ikke gået op for os at man skulle have det, og vi havde godt nok heller ikke liige set det skilt hvor der stod at det hele lukkede kl 01. Men altså, vi får allernådigst lov til at købe vores tilladelser og til først at skulle pakke teltet sammen når solen står op, jo mange tak.
Så dagen bliver startet en hel del tidligere end planlagt, og det er her jeg kan afsløre at Carsten har en tendens til morgen gnavenhed.

Og da det regner så meget var turen også en del sværere end han havde regnet med, så vi kom ikke helt så langt som vi havde regnet med. Men udsigten var nu god alligevel. Istedet blev dagen brugt på at vaske mudderet af, snorkle ved stranden og få nogen store tropiske drinks. Og belært af parkinspektøren valgt vi ikke at tage nogen chancer med overnatninger, så vi sov lukseriøst på motel den nat.
Dagen efter tog vi op for at se på det der bliver kaldt 'Grand canyon of the pacific' Det var meget overvældende at komme fra den våde, men regnskovsklædte, nordkyst, til noget der stadig var grønt, men som havde et meget tørrere klima og en helt anden vegetation. Og selvfølgelig skulle vi også ud at vandre i kløften, det var jo ikke nogen badeferie, vel?

Fra den nationalpark kunne man også køre op til et udsigtspunkt hvor man kunne kigge over den kyst hvor vi havde gået dagen før.

Den sidste dag blev brugt på das i et af de tørere områder, og så var det op på flyveren og tilbage til den store ø

Hawaii del 1

Hej
Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at få skrevet om Hawaii. Og ja, vi er tilbage til dansk, indtil videre ihvert tilfælde.
Ok, d 20 juni om eftermiddagen tog jeg afsted mod Hawaii og landede i Hilo på den store ø om aftenen, efter kun 5-6 timer i fly og tre timers tidsforskel... Så jeg var faktisk alle 12 timer bagefter.
Anyway, så regnede det i Hilo, så det var ikke det mest interessante syn der mødte mig da jeg landede, og der var heller ikke nogen blomsterkranse eller Hula dansere i lufthavnen. Men mørkt, tropisk og varmt, og det er heller ikke så ringe. Efter at havde tilbragt natten på et hostel i Hilo, var det næsten klaret op og tid til at se lidt på Hawaii. Hilo er en ok by, ikke for turistet, men stadig nok til at der er lidt af hvert, på den gode måde :) Men efter at havde gået byen rundt tre gange på 3 timer, så havde jeg ligesom set hvad der var at se. Og så fantastisk var den lokale strand ikke, selvom det var virkelig afslappende bare at ligge og lytte til bølgerne.
Så da Carsten landede om aftenen samme dag var jeg helt sikker klar på at komme videre dagen efter. Den offentlige transport på Hawaii er mildest talt alternativ, ofte kører der kun een bus om dagen, og ingen i weekenden, så det var lidt på må og få at vi tog bussen ud til Hawaii Volcano national park om fredagen, uden nogen sikker måde at komme tilbage til Hilo på, hvor vi havde et fly til Kauai mandag morgen. Men Iben var træt af Hilo, og kedede sig og ude på eventyr, så tur med Hele on bussen blev det. Og som sådan gik det meget godt, vi fik næsten forklaret chaufføren hvor vi gerne ville af, ved hovedindgangen til parken, det fik vi så ikke lov til, for hvad skulle vi der? Men han ville godt sætte os af ved den nærliggende campingplads, for det var jo meget nemmere, så skulle vi jo ikke gå så langt for at slå teltet op, ja, jo altså..
Da det så var gjort tog vi bagindgangen ind i parken og gik hen og kiggede på det store gamle vulkankrater.

Den var pæn. Det er lidt mærkeligt at stå og kigge over et krater der ryger på bunden og hvor man kan se hvor lava strømmene har løbet i de utallige udbrud der har været der i tidens løb. Lige nu er den stille, men for 150 år siden var der en lavasø..
Dagen efter tog vi igen op til vulkanen og gik en tur langs kanten op til visitor centret. Der var flere sjove vulkanske formationer undervejs bla dampskagter og svovlskrænter der stank af rådne æg. Ved visitor centeret fik vi at vide at næsten alt undtagen den tur vi havde gået var lukket pga usædvanlig seismisk aktivitet i vulkanen og nye lavastrømme i en anden del af parken. Så der var ikke så meget mere at se i den park.

Og eftersom der stadig var et stykke til Hilo besluttede vi at begive os mod det hostel hvor en gruppe fra Stanford skulle være ankommet til for at lave noget feltarbejde. Men selvom det burde være overkommeligt, kun 25 km, men så begyndte det at regne og rygsækkene var tunge og og og.
Så nu skulle det testes, det der med at blaffe.
Og selvom det føltes som en evighed før der var nogen der stoppede, så gik der måske ikke mere end 25 min, før en lokal stoppede og efter lidt køren frem og tilbage, blev vi sat af i den by hvor Stanford gruppens hostel skulle ligge. Det viste sig bare at der ikke rigtig var nogen der vidste hvor det lå, og Lonely planet var ikke særlig specifik på det område. Altså byen var opgivet, men ingen adresse, og selvfølgelig var byen ikke særlig stor, men alligevel, når det så viste sig at hostel i virkeligheden lå 7 km udenfor byen, så måtte guiden gerne havde været lidt mere specifik. Der er ikke så meget 'off the beaten track' over lonely planet.
Og da vi endelig fandt det var det lukket og låst og ikke et øje at se, og så begyndte det at regne...
Først meget senere dukkede de op, det viste sig der havde været problemer med flyene og bagagen, 'but there was much rejoycement'.
De indvilgede i at give os et lift til Hilo mandag morgen, så så var det problem da løst.
Søndag brugte vi sammen med dem, hjalp dem med deres felltarbejde, samlede blade i regnskoven. Same ol' same old.
fortsættes....

Iben På nye eventyr, now with english

As most of you know, I was 12 days on Hawaii from 21 june-2 july. This is not a post about that though, I'll do that later. And you probably have realised by now that the blog you are reading is now in english, not in danish as it used to. This is to please the english speaking people that by some weird whim has found their way to my blog. It might go back to being danish though, when I get tired of english, or if no english speaking people reads it. So do not dispear either group.

And then I just wanted to inform you, that today is a very happy day, since one of the steps in my cloning has worked, so hopefully there will be an end to all this cloning nonsens within the end of this month. And that is something I look very much forward to.
And for those of you who takes an interes in my whereabouts, I can tell that I had my first lessen in Kenpo Karate this monday, missed the second though, but intend to continue. It is nice to go somewhere where you are allowed to kick and scream after a very long day in lab, where nothing works. But now where my experiments do work......I'll still go.
I have also had my first class in Cuban salsa. To me it must be the equivalent of american square dance, just with a lot more latin appeal. You stand in a circle and do the moves the leader calls out and change partner once in a while (quite often) But again, good fun, and I think the mix of Karate and Salsa is quite something.

Nu med amerikansk kørekort

Hej alle
Så skete det, jeg har været til den amerikanske køreprøve, så nu har jeg officielt ret til at køre rundt i Californien. Tror jeg havde en meget overbærende inspektor, han var nød til at fortælle mig håndsignalerne for højre- venstre og stop. Det er jeg rimelig sikker på at jeg ikke lærte til den danske test. Måske har jeg bare glemt det. Og jeg skal også lære ikke at lave unødvendige stop...Man må kun stoppe hvis der er stopskilt eller rødt lys, resten af tiden er det bare om at holde på sin ret og køre. Så der er mange rådne bilister derude. Jeg vil nu hellere stoppe og være sikker på at der ikke sker nogen ulykker.
Men nu har jeg det!

En travl måned

Hej tøser og gutter, long time no see, eller rettere write.
Først det længe ventede billede af min sejlinstrukter Dan. Det har siden vist sig at han kun er 20 år, men man kan jo godt være nice selvom man ikke er ældre. Desværre kan man ikke rigtig se øjnene der er hans største atraktion. Desværre er næste fredag sidste omgang for sejlads, og så må jeg finde noget andet at underholde mig med.

Jeg ved ikke om i selv kan gætte det, men Dan er ham der står ved siden af mig, og resten er resten af mit hold.

Og så til resten af oplevelserne.
I sidste weekend 17-21 maj, var jeg på tur til Pittsburgh for at besøge Kristina og Katja der har været der siden august, og nu snart skal hjem. Det var nu ikke meget vi så af Pittsburgh. Dagen efter jeg landede kørte vi op til Niagara falls, der ligger ca 3,5 timer fra Pittsburgh. Det var virkelig flot, men lidt svært at forholde sig til et vandfald på den størrelse. Anyway, hele turistbyen omkring vandfaldet er et mini las vegas, så vi gik på casino om aftenen og prøvede at spille nogle af vores penge op.

Vi startede alle ud med 20 $, Efter Katja havde vundet 75 $ tog vi hendes billet fra hende så hun ikke kunne tabe dem igen, efter hårdt forsøg på at tabe alle mine penge endte jeg med 25 $, og Kristina tabte alle sine penge. Glade og i opløftet stemning bestemte vi os for at drikke gevinsterne op.. 75 $ kan blive til mange drinks i Niagara falls.
Og så lige et sidste bilede af Niagara falls

Efter Niagara kørte vi til Toronto, som er en virkelig flot by. Landskabet på hele turen ar også meget flot med de store søer og lysegrønne skove og forårsblomster i udbrud.
Det var næsten som at være hjemme igen, i det mindste var klimaet lidt mere in sync med hvad min fornemmelse af forår er.
Og tro det eller lad være så er det billigere at shoppe i Canada end i USA

You are Catwoman
Catwoman
80%
Supergirl
77%
Wonder Woman
77%
Green Lantern
70%
Superman
65%
Iron Man
60%
Spider-Man
60%
Robin
60%
Hulk
60%
The Flash
60%
Batman
55%
You have had a tough childhood,
you know how to be a thief and exploit others
but you stand up for society's cast-offs.

Har taget superhero-testen, så kan i lære det.
Først var jeg superman, men det passer jo ikke

og alt det andet

Uh, uh uh
Og så er jeg igang med at tage mit amerikanske kørekort. Det skal man have hvis man vil køre bil og ikke er her på turistvisum. Og her vil jeg gerne citere fra kørebogen " It is illegal to fire a shotgun on a highway or on intersections" Må man så gerne fyre den af i indkørslen?
Der er også lige noget med at parkere op ad bakke jeg skal havde lært.
Derud over er jeg begyndt på at lære at sejle, så nu tilbringer jeg fredag eftermiddag på vandet i et avanceret to personers badekar med sejl og sænkekøl, dinghy 420 blandt venner.
Men jeg tror det er et gennembrud til de rigtige amerikanere, er allerede blevet inviteret med på tur.
Og så er instruktøren noget af en hottie, med de mest fantastisk gennemblå øjne jeg længe har set. Så det har jeg store forventninger til